En ukrainsk soldats egen beretning om et angreb, faldne kammerater og en by, der blev et symbol på modstandskraft.
Klokken tre om natten. Et telefonopkald.
»Gør jer klar. I morgen tidlig går vi til angreb.«
Det var vores nye chef.
Ingen lange forklaringer. Ingen unødvendige spørgsmål. Bare nogle få ord, der straks fordrev søvnen og fik vores hjerter til at slå anderledes.
Dengang boede vi på en gammel fabrik i Druzjkivka. Et almindeligt sted for et usædvanligt liv. Vi sov, spiste, spøgte, ventede på ordrer og forsøgte at glemme krigen omkring os, i det mindste i nogle timer.
Men krigen glemte aldrig os.
Vi klædte os hurtigt på, kontrollerede udstyret og læssede vores våben op på ladet af en pickup.
Foran os lå Bakhmut.
Vi vidste endnu ikke, at byen skulle blive et af de mest smertefulde symboler på vores krig.
Vejen, der førte mod døden
Den natlige køretur var endda munter.
Ja, munter.
For en civil kan det være svært at forstå, hvordan man kan le på vej til et angreb. Men i krig er humor sommetider den sidste måde at skjule sin frygt på.
Nogle spøgte. Andre var tavse. Nogle stirrede ud i mørket.
Jeg tænkte på, at vi alle ønskede det samme: at fuldføre opgaven og komme tilbage.
Vi nåede Bakhmut ret hurtigt.
Vi gik ned i kælderen, hvor vores stab befandt sig.
De andre var allerede samlet: mænd fra første, andet og tredje kompagni samt soldater fra selvstændige delinger. Alle, der var til rådighed og kunne tage af sted, var blevet samlet.
Årsagen var alvorlig.
Fjenden havde brudt gennem forsvarslinjen og var trængt ind i selve byen.
Vores mænd havde holdt forsvaret længe. I det nærliggende Klisjtjijivka var ødelæggelserne allerede frygtelige. Det var, som om selv jorden ikke længere kunne holde ud, hvad krigen gjorde ved den.
Nu var fjenden kommet til Bakhmut.
Og vi måtte standse den.
Tre kilometer til helvede
Vi forlod staben.
Foran os lå omkring tre kilometer gennem byens gader.
Tre kilometer.
I fredstid er det en almindelig gåtur. Man kan gå den og tænke på aftensmaden, arbejdet eller morgendagen.
I krig kan de tre kilometer skille liv fra død.
Vi tilbagelagde strækningen hurtigt og begyndte at angribe fjendens stillinger.
Alt skete hurtigt.
Der var ikke tid til at tænke på fremtiden eller huske fortiden. Kun dette øjeblik, kammeraterne ved siden af og opgaven, der skulle løses.
Fire timer.
Omtrent så længe varede vores angreb.
Fire timer, der ikke bare kan slettes fra hukommelsen.
Vi generobrede vores stillinger i byen.
Det virkede, som om det værste var overstået.
Det virkede, som om vi kunne få vejret et øjeblik.
Men i krig kan ordene »det virkede, som om« være det grusomste bedrag.
Da himlen begyndte at dræbe
Fjenden havde ikke tænkt sig at give op så let.
En frygtelig artilleribeskydning begyndte.
Fjendens artilleri ramte så ubønhørligt, at jorden syntes at blive revet fra hinanden under vores fødder.
Eksplosion efter eksplosion.
Nedslag efter nedslag.
Du tænker ikke længere på sejr. Du tænker på de næste sekunder.
Om du når at finde dækning.
Om kammeraten ved siden af dig overlever.
Om der kommer endnu en morgen.
Vi kunne ikke standse den ild ved egen kraft.
Vi måtte trække os lidt tilbage for at finde et sted, hvor vi kunne sætte os fast og fortsætte kampen.
Men det var en anden dag.
En anden historie.
En anden prøvelse.
Syv mænd, vi aldrig vil glemme
Den dag mistede vi to kammerater.
To blev dræbt.
Yderligere fem af vores soldater blev såret.
For nogle er det blot tal.
To døde.
Fem sårede.
Men for os stod der et menneske bag hvert tal.
En, som måske havde leet sammen med os kort tid forinden.
En, som måske havde kørt ad den samme natlige vej i troen på, at han ville komme tilbage.
Hver af dem havde et liv, drømme og kære, der ventede derhjemme.
To kommer aldrig tilbage.
Fem bar sårene fra den krig med sig videre.
Uanset hvordan slaget endte, og hvad de officielle rapporter kaldte det, vil den dag for altid være dagen, hvor vi mistede vores egne.
En stilling kan generobres.
En by kan forsvares.
Men en falden kammerat kan aldrig bringes tilbage.
Fæstningen, som verden endnu ikke kendte
I dag er navnet Bakhmut kendt langt uden for Ukraine.
De kalder byen en fæstning.
Der er skrevet tusindvis af artikler om den. Sange er blevet tilegnet den. Dens navn er blevet et symbol på ukrainske soldaters modstandskraft.
Men for mig er Bakhmut mere end et navn på et kort.
Det er klokken tre om natten.
Det er chefens stemme i telefonen.
Det er den gamle fabrik i Druzjkivka.
Det er pickupen, vejen om natten og vittighederne fra mænd, som endnu ikke vidste, hvad der ventede dem.
Det er tre kilometer gennem byens gader.
Det er fire timers angreb.
Det er generobrede stillinger.
Det er artilleriild.
Og det er to kammerater, som vil leve for evigt i vores erindring.
Vi vidste endnu ikke, hvor meget smerte og blod og hvor mange menneskeskæbner der skulle blive knyttet til den by.
Vi passede bare vores arbejde.
En soldats arbejde.
Vi forsvarede vores land.
Og dér, blandt eksplosioner, ruiner, frygt og mod, var den fæstning Bakhmut, som verden senere skulle lære at kende, allerede ved at blive til for os.
Jeg ved ikke, om nogen i dag husker netop det angreb.
Men jeg husker.
Jeg husker mændene.
Jeg husker den dag.
Og så længe jeg lever, vil de leve i min erindring.
For fæstningen Bakhmut er ikke kun bygninger, gader og forsvarsstillinger.
Det er de mennesker, der stod fast dér, hvor det syntes umuligt at stå.
Og dem, der betalte den højeste pris: deres liv.
Til minde om kammeraterne, der døde under forsvaret af Bakhmut. Evigt minde og ære.
Leave a Reply